Det var sommer, og solen stod højt. De danske naturskatte skulle udforskes, og hvad bedre end tage på dansk camping. Familien var samlet – altså den helt store familie; fætter, kusiner, onkler og tante. Som den ældste uden børn på ferien, blev jeg hurtigt identificeret som den seje og hyggelige tante, der skulle lege vilde vandlege med ungerne. 

Under de vilde vandlege på det tørre græs, gik der ikke længe før lille Oskar på 5 år fandt den største vandpistol, der var i miles omkreds, og den skulle fyldes helt op med vand. Men med tyngden og Oskars lille krop var det en umulig opgave. For hvordan skulle han nogensinde selv kunne fylde vand på den, løfte den og samtidigt sigte på de andre børn. Oskar var og er nemlig ikke som et hvert andet barn. Han er fyldt med mod, nysgerrighed på livet, stædighed og en medfødt Cerebral parese. Hvilket har betydet at han har Kognitive og funktions nedsættelser. Oskar var derfor et barn der ikke har haft de bedste forudsætninger for at mestre hverdagens små gøremål, som mange simpelt tager forgivet. Oskars venstre side er delvist paralyseret, hvilket har haft store konsekvenser for balancen. Selv det at lære at gå og løbe, var i mange år en større udfordring for Oskar end for hans jævnaldrende kammerater. Med forståelse og omsorg for Oskars hverdagsudfordringer og et ihærdigt ønske for at inkludere ham i vandlegen ligeværdigt med de andre børn, faldt det mig naturligt og uden tøven at svinge ind fra siden, og hjælpe ham med vandpåfyldningen.  

Min intention var bare at hjælpe, men min handling blev overtagende, og jeg fratog Oskars egen ihærdighed og begejstring for selv at gøre det. Han kiggede på mig med et stift blik, og råbte ét bestemt ‘NEJ’. Endnu engang valgte jeg at frarøve ham sin selvstændighed og forsætte med min insisterende hjælp. Til sidst blev én overraskende lussing rakt mod mig, og *klask* – hans små hænder lige på min kind. Selvfølgelig er vold aldrig acceptabelt. Men i netop denne situation kunne jeg ikke få mig selv til at blive vred – for det var vel egentligt berettiget og forståeligt? Jeg skulle have lyttet til Oskars ‘Nej’. Eller faktisk skulle jeg have givet ham sin egen selvstændighed og sin egen sejr, ved slet ikke at blande mig.  

Efter lussingen gik jeg, og til stor forbavselse kunne Oskar faktisk godt selv. Oskars stædighed har gjort ham til et sandt muskelbundt og det viljestærke menneske han er i dag. Med hans lille krop fyldte han vand på vandpistolen, og løftede den. Ramte gjorde han dog ikke – men det blev også irrelevant, for sjovt havde han det og stolt det var han.  

Efter den campingtur blev det en stående frase i familien, at Oskar ‘kan selv, vil selv og skal selv’.  

Oskar er stor nu, og frasen er stadig lige så gældende – dog langer han ikke lussinger ud længere, heldigvis. Men jeg tænker sådan på den dag han bliver ældre. Oskar er ikke typen, der kan lide at tage imod hjælp fra andre, så når han en dag er en ældre borger, der naturligt får brug for hjælp til de daglige gøremål, ja hvad så?  

For kan selv, vil selv og skal selv – ændrer sig jo ikke, selvom du nærmer dig de 90 år. Her har vi måske alle sammen endnu mere stolthed i livet, fordi vi ved, hvad det vil sige at leve et selvstændigt liv. Så når enten vores fysik og psyke frarøver os den velkendte selvstændighed – hvordan reagerer vi så? Kan vi forlænge vores selvstændighed med en rehabiliterende tilgang i Social- og sundhedssektoren?  

Det tror vi på, at vi kan og at vi skal. Lad os søge mod at bevare selvstændigheden så hurtigt og så længe som muligt. Lad os anvende teknologien som middel til flere muligheder, fremfor begrænsninger. Lad os takke det fantastiske socialt- og sundhedsfaglige personale, der hver dag arbejder for at udvikle og bevare borgerens ressourcer og selvstændighed, fremfor at frarøve dem muligheden for forsøget.